Børn og unge

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at skabe vilkår, der fremmer børn og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Ethvert tiltag på børn og ungeområdet skal tage udgangspunkt i barnets behov, så barnets tarv sættes i centrum. Det er kommunalbestyrelsens opgave at føre tilsyn med børn og unges vilkår.

 

Figur 1. Antal drenge og piger i Grønland opdelt i alderstrin pr. 1. januar 2013

Kilde: Grønlands Statistik

 

Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at anbringe barnet uden for hjemmet, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Dette kan være på grund af utilstrækkelig omsorg eller utilstrækkelig behandling af barnet. Det gælder også ved vold, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre sociale vanskeligheder eller alvorlige overgreb.

 

Personer med vidtgående handicap

Personer med et vidtgående psykisk eller fysisk handicap skal sikres en tilværelse så nær det normale som muligt. Personer med vidtgående handikap kan tildeles førtidspension, hvis de opfylder bestemmelserne herom. Fra d. 1. januar 2011 overgik varetagelsen af hele handicapforsorgen fra Selvstyret til kommunerne.

 

Figur 2. Personer med vidtgående handicap pr. 1. marts 2012, fordelt på kommune.

 

Kilde: Kortlægning af personer med særlige behov. Rapport om personer med vidtgående handicap. IKINN. 22.3.2013. Epinion.

Ca 30 % er indenfor kategorien udviklingsforstyrrelser og/eller psykisk sygdom, dvs. f.eks. skizofreni, ADHD, autisme. 17 % er omfattet inden for kategorien mental retardering/ psykisk udviklingshæmning, herunder Down’s syndrom. 5 % har erhvervet senhjerneskade. 11 % er omfattet med motoriske handicap, f.eks. lammelse, gigtsygdomme, spastikere. Resterende har et høre- eller synshandicap eller andet handicap, eller har ikke fået registreret deres handicap.

 

Døgninstitutioner

Selvstyret driver i dag 9 døgninstitutioner for børn og unge og 7 døgninstitutioner for personer med vidtgående handicap. Disse institutioner finansieres af kommunerne. Udover de af Selvstyret drevne døgninstitutioner findes der 6 Selvejende døgninstitutioner samt 3 kommunale døgninstitutioner.

 

Ældre

Pensionister, der ikke kan klare sig i eget hjem, kan søge om flytning til en kommunal ældreinstitution. Pensionister i eget hjem kan endvidere søge om midlertidigt ophold i kommunal ældreinstitution.

 

Ældreinstitutioner og aktivitetstilbud til ældre oprettes og drives af kommunerne.

 

Figur 3. Middellevetid i udvalgte lande 2012

Anm.: Grønlandske tal er foreløbige for perioden 2006-2010.

Figuren viser de fem lande i Europa og Nordamerika med højst middellevetid for mændene, Danmark og Grønland samt de fem lande i Europa og Nordamerika med lavest middellevetid for mændene.

Kilde: Danmarks Statistik og Grønlands Statistik

 

Alvorlig sygdom eller dødsfald

Ved nære pårørendes alvorlige sygdom eller dødsfald, findes der i nogle sociale regelsæt bestemmelser om bistand til rejser og kistetransport. 

 

Offentlig hjælp

Enhver, der opholder sig i Grønland, har ret til offentlig hjælp ved akut trang, såfremt den pågældende ikke er i stand til at skaffe sig og sin familie det nødvendige til livets ophold.

Der kan også ydes offentlig hjælp til forsørgelse og faste udgifter samt til enkeltudgifter, hvis man opfylder betingelser herfor. 

 

Krisecentre

Krisecentrene er midlertidige bosteder for kvinder eller mænd og deres børn, der har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende kriser i relation til familie eller samlivsforhold. Under opholdet modtager de rådgivning, omsorg eller anden form for hjælp.

 

Der er krisecentre i Nuuk, Qaqortoq, Narsaq, Paamiut, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat.

 

Familiecentre

Familiecentrene udøver en målrettet social indsats over for udsatte børn og familier. Opgaverne spænder fra familiebehandling, rådgivning, krisehjælp, supervision rådgivning m.m. Familiecentrene finansieres og drives af kommunerne. Der er etableret tilskudsordninger fra Selvstyret, der er medvirkende til at sikre driften af familiecentrene. Der er i dag familiecentre i Upernavik, Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Maniitsoq, Tasiilaq, Nuuk, Paamiut, Qaqortoq, Nanortalik og Narsaq.

 

Barselsorlov og dagpenge

Moderen har ret til to ugers orlov før forventet fødsel og 15 uger efter fødslen; ved to eller flere samtidigt fødte børn har moderen ret til 19 uger efter fødslen. Faderen har ret til tre ugers orlov i forbindelse med fødslen. Ud over de 15 og 3 ugers barselsorlov kan moderen og faderen dele yderligere 17 ugers forældreorlov mellem sig. Ved forældreorlov til to eller flere samtidigt fødte børn har forældrene ret til i alt 21 ugers forældreorlov.

 

Adoptiv- og plejeforældre kan bevilges orlov i forbindelse med modtagelse af et adoptiv- eller plejebarn.

 

Børnetilskud og underholdsbidrag mv.

Som en særlig støtteordning til børnefamilier udbetales hver måned et børnetilskud til børn under 18 år. For at opnå børnetilskud må familiens skattepligtige indkomst pr. 1. januar 2012 ikke overstige 280.000 kr.

 

Førtidspension

Førtidspension kan tilkendes personer mellem 18 år og aldersgrænsen for alderspension, 65 år, samt forsørgere under 18 år. Personer, som er omfattet af Nordisk Konvention om social sikring kan ligeledes tilkendes pension.

 

Alderspension

Alderspension kan tilkendes personer på 65 år og derover. Personer, som er omfattet af Nordisk Konvention om social sikring kan ligeledes tilkendes pension.

 

Adoption

Reglerne og bistand om adoption kan læses hjemmesiderne: www.naalakkersuisut.gl og www.sullissivik.gl

 

Link

Se nærmere om ”Forebyggende og afhjælpende indsats” på hjemmesiderne: www.sullissivik.gl / www.naalakkersuisut.gl